Indonesiens officielle sprog: Bahasa Indonesien forklaret

Bahasa Indonesia er det officielle sprog i Indonesien. Det er vigtigt at vide det, uanset om du rejser, studerer eller driver forretning, for det er det fælles sprog, der bruges i regeringen, på skoler, i medierne og i kontrakter over hele landet. Man kommer langt med lidt indonesisk på tværs af øgruppen.

Hurtigt svar: Hvad er det officielle sprog i Indonesien?

Bahasa Indonesia er Indonesiens officielle sprog, fastlagt i artikel 36 i forfatningen fra 1945. Det bruger det latinske alfabet og fungerer i hele landet på tværs af regering, uddannelse, medier, erhvervsliv og offentlige tjenester. Det er gensidigt forståeligt med malajisk og fungerer som Indonesiens samlende lingua franca.

For et øjebliksbillede, se de vigtigste fakta nedenfor, og fortsæt derefter med historie, brug og sammenligninger med malajisk.

Indonesisk optræder overalt i dagligdagen: meddelelser i lufthavne og på togstationer, nationale tv-nyheder, skolebøger og eksamener, bankformularer, lægerecepter og standardiserede vejskilte. Identitetskort, fødselsattester, retsdokumenter og parlamentsdebatter er på indonesisk. Butikker sender menuer og kvitteringer på indonesisk, og virksomheder bruger det til interne notater og logistik mellem øerne. Selv når to indonesere taler forskellige lokale sprog derhjemme, skifter de til indonesisk i blandede sammenhænge som f.eks. universitetsseminarer, officielle møder og online markedspladser. Udenlandske virksomheder udarbejder typisk en indonesisk version af aftaler sammen med en fremmedsproget tekst for at sikre, at begge parter har en fælles, juridisk anerkendt ordlyd. Kort sagt er indonesisk det sprog, du vil møde på gaden, i klasseværelset og ved servicedisken, hvilket gør det til et vigtigt redskab til kommunikation på tværs af Indonesiens mange øer og kulturer.

Nøglefakta på et øjeblik

• Navn: Bahasa Indonesia (indonesisk)
• Juridisk status: Officielt sprog i forfatningen fra 1945 (artikel 36)
• Vigtigste områder: Regering, uddannelse, medier, erhvervsliv, offentlige tjenester
• Skrift: Latinsk alfabet
• Forhold til malajisk: Tæt beslægtet; stort set gensidigt forståeligt
• Andel af talere: Over 97% kan tale indonesisk (2020)
• Skoler: Undervises i hele landet som undervisningssprog og fag

Hvorfor indonesisk blev valgt som nationalt og officielt sprog

Indonesisk blev valgt for at forene et mangfoldigt land med hundredvis af etniske grupper og sprog. Det fungerede allerede som et neutralt lingua franca baseret på malajisk i havne, på markeder og i administrationen. Ved at vælge det undgik man at favorisere den største etniske gruppe og skabte en tilgængelig bro mellem samfundene.

Det praktiske spillede også en rolle. Indonesisk har en relativt enkel morfologi, konsekvent stavning og mangler komplekse hierarkiske sprogniveauer. Det gjorde det velegnet til masseuddannelse og klar kommunikation på tværs af regioner. I modsætning hertil har javanesisk, selv om det er meget udbredt, flere niveauer af æresbetegnelser, som kan være udfordrende for dem, der ikke har sproget som modersmål, og som kan signalere socialt hierarki på måder, som den nye republik ønskede at forenkle.

Et konkret eksempel er skolegang: Et barn fra Aceh, et andet fra Sulawesi og en lærer fra Java kan alle bruge indonesisk til at dele en læseplan og gå til standardiserede eksamener. Dette valg var med til at starte alfabetiseringskampagner og nationale medier efter uafhængigheden. Afsnittene nedenfor viser, hvordan ungdomsløftet fra 1928, forfatningen fra 1945 og den demografiske virkelighed cementerede indonesisk.

Ungdomsløftet fra 1928 og uafhængigheden i 1945

I 1928 erklærede unge nationalister Youth Pledge med tre søjler: ét moderland, én nation og ét sprog - indonesisk. "Indonesisk" blev valgt ud fra en malaysisk base, fordi malaysisk allerede byggede bro mellem samfund inden for handel og uddannelse og ikke var bundet til en enkelt dominerende etnisk gruppe, hvilket stemte overens med uafhængighedsbevægelsens mål om enhed.

Da Indonesien udråbte sin uafhængighed i 1945, bekræftede forfatningens artikel 36 indonesisk som nationalsprog og banede vejen for standardisering af stavning og grammatik. Vigtige milepæle omfatter van Ophuijsen-ortografien (1901) under hollandsk administration, Soewandi-stavereformen (1947) i den tidlige republik og det forbedrede stavningssystem fra 1972, der harmoniserede moderne brug. Disse skridt skabte en konsekvent, lærbar standard for skoler, medier og lovgivning.

Hvorfor ikke javanesisk? Demografi og neutralitet

Javanesisk er det største lokale sprog, men ved at gøre det officielt risikerede man at få opfattelsen af javanesisk politisk og kulturel dominans. Indonesisk gav neutralitet og signalerede, at den nye stat tilhørte talere fra Sumatra, Java, Kalimantan, Sulawesi, Papua og andre steder. Det hjalp sproget med at fungere som en fælles platform snarere end et symbol på en enkelt gruppe.

Der var også praktiske grunde. Javanesisk har flere sprogniveauer (krama, madya, ngoko), som koder for hierarki, mens indonesisk har en enklere morfologi og et fladere register, som er lettere at bruge i masseundervisning og offentlig administration. Følsomhed omkring rang og høflighed kan udtrykkes på indonesisk gennem ordforråd og tone uden komplekse grammatiske ændringer. I dag er mange mennesker tosprogede: De bruger javanesisk eller et andet regionalt sprog derhjemme og indonesisk i skolen, på arbejdet og i kommunikation med blandede grupper, en virkelighed, der udforskes i senere afsnit.

Hvor og hvordan indonesisk bruges i dag

Indonesisk er forankret i regering, lovgivning og offentlige tjenester. Love, retsmøder, ID-kort, kørekort og standardiseret skiltning bruger indonesisk for at sikre lige adgang på tværs af provinser. Ministerier offentliggør regler og formularer på indonesisk, og embedsmænd svarer på den nationale standard for at undgå tvetydighed.

Uddannelse er baseret på indonesisk som undervisningssprog fra grundskolen til ungdomsuddannelserne, og lærebøger, eksamener og nationale vurderinger er skrevet på standardiseret indonesisk. Universiteterne underviser på indonesisk i mange programmer, selv når de indeholder engelsksproget litteratur, hvilket sikrer en bred forståelse og ensartede læringsresultater.

Medier og kultur bruger indonesisk til at nå et nationalt publikum. Tv-nyheder, landsdækkende radio, streamingplatforme og forlag producerer indhold på standardiseret indonesisk, mens film og musik kan have en regional smag gennem accenter eller ordforråd. Produktmærkater, sikkerhedsmanualer og reklamer er på indonesisk, så forbrugere overalt kan forstå dem.

I erhvervslivet er indonesisk standard for operationer mellem øerne, kundesupport og dokumentation. Virksomheder leverer ofte indonesiske versioner af kontrakter, også med udenlandske parter, for at overholde reglerne og mindske antallet af tvister. Fra meddelelser i lufthavne til chat-support ved e-handel sikrer indonesisk, at tjenesterne fungerer problemfrit på tværs af Indonesiens mange øer.

Regering, jura og offentlige tjenester

Lovgivning, retssager og officiel korrespondance foregår på indonesisk for at opretholde klarhed og retssikkerhed. Identitetsdokumenter, fødsels- og vielsesattester, selvangivelser og vælgeroplysninger udstedes på indonesisk. Offentlig skiltning - vejvisning, sikkerhedsmeddelelser og katastrofeadvarsler - bruger standardiserede formuleringer for at sikre, at alle indbyggere og besøgende forstår instruktionerne.

Et konkret eksempel på standardisering, der forhindrer misforståelser, er trafikregulering mellem provinser: De samme indonesiske udtryk for "ensrettet", "vigepligt" og "hastighedsgrænse" anvendes fra Sumatra til Papua, hvilket reducerer antallet af ulykker på grund af inkonsekvente formuleringer. For aftaler, der involverer udenlandske enheder, kræves indonesiske versioner sammen med andre sprog, hvilket hjælper domstolene med at fortolke ansvar og garantier uden tvetydighed, hvis der opstår tvister.

Uddannelse og akademisk publicering

Indonesisk er undervisningssproget i offentlige skoler i hele landet. Læreplaner, lærebøger, eksamensopgaver og nationale evalueringer er skrevet på standardiseret indonesisk, så studerende i forskellige regioner studerer det samme indhold. En studerende, der flytter fra Ambon til Bandung, kan deltage i en klasse uden at skifte sprog eller pensum.

På universiteterne varierer udgivelsespraksis fra område til område: tidsskrifter inden for jura, uddannelse og samfundsvidenskab udgives ofte på indonesisk, mens ingeniørvidenskab og medicin kan bruge både indonesisk og engelsk for at nå ud til et globalt publikum. Uddannelse i akademisk indonesisk understøtter læsefærdigheder og mobilitet; for eksempel kan en afhandling skrives på indonesisk med et engelsk resumé, hvilket giver mulighed for både lokal evaluering og international synlighed.

Medier, kultur og erhvervsliv

Nationalt tv, radio, aviser og større onlinemedier er afhængige af standardiseret indonesisk for at nå ud til hele landet. Reklamer, produktmærkater, brugervejledninger og app-grænseflader findes på indonesisk, hvilket hjælper forbrugerne med at sammenligne produkter og følge sikkerhedsanvisninger uanset deres lokale sproglige baggrund.

Kreative værker blander ofte regional smag - dialogen kan indeholde lokale udtryk eller accenter - samtidig med at de forbliver bredt forståelige. I erhvervslivet strømliner indonesisk logistik og kundesupport mellem øerne: Et lager i Surabaya, en kurer i Makassar og en kunde i Medan koordinerer forsendelser, fakturaer og returpolitikker på indonesisk, hvilket sikrer en ensartet drift og servicekvalitet.

Hvilket sprog tales der i Jakarta?

Indonesisk er det officielle sprog og arbejdssproget i Jakartas administration, skoler, domstole og erhvervsliv. Regeringskontorer, hospitaler og banker arbejder på indonesisk, og skolerne bruger det til undervisning og eksamener. Offentlig skiltning, transportmeddelelser og medier bruger også som standard indonesisk.

På gaden hører man betawi-influeret indonesisk talesprog og mange regionale sprog på grund af migration. Folk skifter ofte mellem uformelt indonesisk og regional tale med venner og familie. Praktisk tip: Lær høflige indonesiske hilsner og servicesætninger; på kontorer og i butikker forventes og værdsættes tydeligt indonesisk, selv om hverdagens drillerier lyder mere afslappede.

Antal talere og den flersprogede virkelighed

De fleste indonesere er flersprogede. Over 97% af befolkningen rapporterede, at de kunne tale indonesisk i 2020, hvilket afspejler årtiers skolegang og landsdækkende medier. Mange har først lært et regionalt sprog derhjemme og derefter indonesisk i skolen, hvor de bruger det til kommunikation, administration og arbejde.

Kodeskift er almindeligt: Man hilser måske på et lokalt sprog, skifter til indonesisk, når man skal løse problemer, og bruger engelske låneord til teknologi eller økonomi. I byerne bruges indonesisk i højere grad dagligt på arbejdspladser, universiteter og i servicesektoren, mens man i landdistrikterne i højere grad bruger det lokale sprog i hjemmet og i nabolaget og skifter til indonesisk i forbindelse med formelle opgaver.

Tv-medier, sociale platforme og e-handel udvider eksponeringen for indonesisk og øger færdighederne på tværs af aldersgrupper. Skolerne styrker læse- og skrivefærdighederne gennem indonesisksprogede lærebøger og standardiserede vurderinger, der hjælper eleverne med at flytte mellem regionerne og tage nationale eksamener. Denne udbredte kompetence i indonesisk understøtter den nationale samhørighed i det offentlige liv og på markederne, samtidig med at folk kan bevare lokale identiteter, kunst og traditioner på deres regionale sprog.

Tosprogethed med javanesisk, sundanesisk og andre regionale sprog

Sprogbrugen i hjemmet og i det offentlige er ofte forskellig. En familie i Yogyakarta bruger måske javanesisk ved middagsbordet, men skifter til indonesisk med lærere, sundhedspersonale og offentlige kontorer. Kodeskift sker naturligt, og indonesisk giver fælles udtryk for bureaukrati, videnskab eller teknologi.

Medierne afspejler denne blanding: TV-talkshows og YouTube-skabere bruger indonesisk for at nå bredt ud, men drysser regional humor eller ordforråd ind. Et typisk scenarie er et bud, der ankommer til et hjem i Vestjava: Hilsenen kan være på sundanesisk, leveringsbekræftelsen på indonesisk og en vittighed i en blanding af begge dele - så den lokale identitet bevares, samtidig med at den forbliver tilgængelig.

Flydende sprog og anvendelsesgrad (folketælling 2020)

I 2020 rapporterede over 97% af indoneserne, at de kunne tale indonesisk, men mange havde lært det som andetsprog gennem skole og medier. Det betyder, at den nationale forståelse er høj, selv hvor lokale sprog dominerer i familien. Andelen, der taler indonesisk som modersmål, er langt mindre - ca. en femtedel - hvilket understreger landets flersprogede fundament.

De daglige mønstre er forskellige: I de store byer bruges indonesisk i skolen, på arbejdet og i den offentlige transport, mens lokale sprog kan dominere uformelle samtaler og begivenheder i lokalsamfundet i landdistrikterne. Igangværende læse-, skrive- og voksenuddannelsesprogrammer fortsætter med at styrke læsning og skrivning på indonesisk og sikrer, at officiel information, sundhedsvejledning og nødalarmer fortsat forstås bredt.

Indonesisk vs. malajisk: ligheder og forskelle

Indonesisk og malajisk har samme oprindelse og er stort set gensidigt forståelige i hverdagssamtaler. Begge bruger lignende grammatik og et stort fælles ordforråd. Separate standardiseringsforløb i Indonesien og Malaysia/Brunei har skabt forskelle i stavning, foretrukne låneord og formelle registre, men de talende følger normalt med uden de store vanskeligheder.

Kontraster i stavning og ordforråd er almindelige: indonesisk uang vs. malaysisk wang (penge), sepeda vs. basikal (cykel), bus/bis vs. bas (bus), kantor vs. pejabat (kontor). Indonesisk har en tendens til at afspejle nogle hollandsk-influerede udtryk historisk set (kantor), mens malaysisk viser mere engelsk indflydelse inden for visse områder (telefon bimbit for mobiltelefon, mens indonesere siger ponsel eller HP). For eleverne forbedrer eksponering for begge standarder krydsforståelsen.

I praksis kan rejsende og studerende læse skilte, nyheder og menuer på tværs af grænserne uden de store problemer. Formelle juridiske eller akademiske tekster viser større forskelle i terminologi og stil, men klar kontekst og fælles rødder holder forståelsen høj.

Gensidig forståelighed og fælles oprindelse

Malaysisk fungerede i århundreder som et maritimt lingua franca på tværs af Sydøstasien og lettede handelen fra Sumatra til Borneo og den malaysiske halvø. Indonesisk opstod fra denne malaysiske base, så de to deler grammatiske strukturer, pronominer og kerneordforråd, hvilket muliggør samtale uden forudgående studier af den anden standard.

Grænseoverskridende medier illustrerer dette: Mange indonesere kan følge med i malaysiske nyhedsklip eller bruneiske varietéshows, og malaysere forstår ofte indonesiske film og sange. Accenter og en håndfuld ord er forskellige, men historier og information er stadig tilgængelige for det brede publikum.

Forskelle i stavning, ordforråd og register

Separat standardisering skabte bemærkelsesværdige kontraster. Eksempler er indonesisk uang vs. malaysisk wang (penge), kereta på malaysisk betyder bil, mens indonesisk bruger mobil, og indonesisk sepeda vs. malaysisk basikal (cykel). Låneord afspejler forskellige historier: Indonesisk kantor (kontor) fra hollandsk kantoor; malajisk pejabat er påvirket af bredere malajisk brug og engelsk administrationskultur.

Staveaftalen fra 1972 fremmede konvergens (f.eks. tj → c, dj → j), hvilket gjorde det lettere at læse på tværs af standarder. Der er stadig forskelle i formelle og uformelle registre - indonesisk bruger ofte ponsel eller telepon genggam, mens malaysisk foretrækker telefon bimbit. Alligevel er dagligdags tale meget forståelig på tværs af grænserne.

Officielle sprog i Brunei, Indonesien og Malaysia

Bruneis officielle sprog er malajisk. Indonesiens officielle sprog er indonesisk (Bahasa Indonesia). Malaysias officielle sprog er malajisk (Bahasa Malaysia).

Engelsk bruges i vid udstrækning i Brunei til forretning og uddannelse, og mange mennesker i regionen navigerer mellem malaysisk, indonesisk og engelsk afhængigt af konteksten. Grænseoverskridende arbejde, medier og rejser tilskynder til fleksible, pragmatiske sprogvalg i dagligdagen.

En kort historie og tidslinje for indonesisk

Gammelt malajisk fungerede som handelssprog på tværs af øerne i Sydøstasien, hvor religiøse, juridiske og kommercielle tekster blev transporteret mellem havnene. Under koloniadministrationen vandt den latinske skrift frem og kulminerede i van Ophuijsen-ortografien fra 1901, som fastlagde de første stavenormer for trykt materiale og skolegang.

Nationalister omfavnede et malajbaseret "indonesisk" i ungdomsløftet fra 1928, og forfatningen fra 1945 etablerede det som den nye stats sprog. Den tidlige republik indførte Soewandi-stavemåden (1947), der forenklede formerne til masseuddannelse. I 1972 finpudsede Enhanced Spelling System konventionerne, så indonesisk stavning kom tættere på fonologien og forbedrede læsbarheden.

Disse milepæle muliggjorde massekampagner for alfabetisering, standardiserede lærebøger og nationale medier, som hjalp borgere fra forskellige øer med at dele information og uddannelse. Kronologi i korte træk: Gammelt malajisk som lingua franca; 1901 van Ophuijsen-ortografi; 1928 Youth Pledge; 1945 forfatningsmæssig status; 1947 stavningsreform; 1972 stavningsreform - grundlaget for det moderne indonesiske, der bruges i dag.

Fra gammelt malajisk til moderne bahasa indonesisk

Gammelt malajisk forbandt handelsfolk og samfund på tværs af øgruppen og spredte sig gennem inskriptioner, religiøse tekster og havnehandel. I kolonitiden blev den latinske skrift standard for administration og skolegang, hvilket gjorde det lettere at printe og undervise i sproget i stor skala.

Efter uafhængigheden konsoliderede Indonesien grammatik og stavning i læseplaner, medier og regering. En vigtig milepæl var retskrivningsreformen i 1972, som strømlinede ortografien og understøttede en moderne, lærbar standard for landsdækkende uddannelse og offentlig kommunikation.

Låneord og leksikalske kilder

Indonesisk henter ordforråd fra sanskrit (religion, kultur), arabisk (religion, administration), hollandsk og portugisisk (lov, handel, forvaltning), engelsk (videnskab, teknologi) og regionale sprog (lokal flora, mad, kunst). Eksempler er budaya (kultur, sanskrit), kamar (værelse, portugisisk), kantor (kontor, hollandsk) og ponsel (mobiltelefon, engelsk indflydelse).

Når nye områder dukker op, tilpasser indonesisk sig ved at opfinde termer eller overtage internationale ord med lokal stavemåde, som f.eks. teknologi, internet og vaksin. Dette lagdelte leksikon hjælper sproget med at dække moderne videnskab og erhvervsliv, samtidig med at det bevarer forbindelsen til historien og den lokale viden.

Politikker og regler (herunder præsidentens forordning nr. 63 fra 2019)

Indonesiens juridiske rammer begynder med artikel 36 i forfatningen fra 1945, som udpeger indonesisk som det nationale sprog. Lov nr. 24 fra 2009 uddyber brugen af sproget i officielle sammenhænge, uddannelse, medier og produktinformation. Præsidentens forordning nr. 63 fra 2019 indeholder gennemførelsesdetaljer for offentlig kommunikation og dokumentation.

I praksis betyder det, at regeringsorganer bruger indonesisk til love, dekreter, korrespondance og tjenester. Offentlig skiltning, identitetsdokumenter og officielle portaler skal være på indonesisk. Virksomheder skal levere indonesiske versioner af brugervejledninger, etiketter og sikkerhedsoplysninger, og aftaler med udenlandske parter kræver en indonesisk version for at sikre juridisk klarhed. En udenlandsk investeringskontrakt udarbejdes for eksempel ofte på både indonesisk og et andet sprog, så enhver tvist kan løses ved hjælp af en tekst, som domstolene anerkender utvetydigt.

Disse regler lægger vægt på inklusion og retssikkerhed: Borgerne skal have adgang til vigtige oplysninger på et sprog, der forstås i hele landet, og virksomhederne nyder godt af ensartede dokumentationsstandarder på tværs af provinserne.

2019 Præsidentens forordning nr. 63 om sprogbrug

Forordningen specificerer indonesisk i offentlige tjenester, produktinformation, reklamer og skiltning, herunder transportknudepunkter og regeringsfaciliteter. Den præciserer, at manualer, garantier og sikkerhedsmeddelelser skal være tilgængelige på indonesisk, så forbrugere i hele landet kan forstå dem.

Det kræver også indonesiske versioner af aftaler, der involverer udenlandske enheder. I et scenarie fra den virkelige verden udstedte et joint venture, der producerede medicinsk udstyr, tosprogede kontrakter og manualer; da der opstod en tilbagekaldelse af udstyr, indeholdt de indonesiske dokumenter et klart sprog om ansvar og procedurer, hvilket reducerede antallet af tvister og fremskyndede overholdelsen af reglerne i hele landet.

Forfatningsmæssigt og juridisk grundlag

Hierarkiet er klart: Forfatningen fra 1945 (artikel 36) fastslår, at indonesisk er det nationale sprog; lov nr. 24/2009 fastsætter områder og forpligtelser; præsidentens forordning nr. 63/2019 og relaterede regler implementerer praktiske detaljer. Tilsammen styrer de, hvordan institutioner kommunikerer og uddanner på indonesisk.

Regeringsorganer, skoler og virksomheder skal bruge indonesisk til officielle dokumenter, tjenester og offentlig information. Håndhævelse involverer typisk administrativt tilsyn, krav til indkøb og kontrol af overholdelse - for eksempel at sikre, at produktmærkater og offentlig skiltning indeholder standardiseret indonesisk for at beskytte forbrugere og rejsende.

Det bredere sproglandskab: 700+ sprog i Indonesien

Indonesien er hjemsted for mere end 700 indfødte sprog i store samfund og på små øer. Urbanisering, skolegang på indonesisk, migration og medier tilskynder til et gradvist skift mod indonesisk i det offentlige liv, mens mange familier opretholder lokale sprog i hjemmet og ved ceremonier.

At afbalancere flersprogede mål betyder at støtte indonesisk for national adgang, mens man plejer regionale sprog som kulturarv og samfundsidentitet. Dokumentationsprojekter producerer ordbøger og historiesamlinger, skoler udvikler lokalsprogede læsebøger, og lokale radioudsendelser bevarer sange og mundtlige historier sammen med indonesiske nyheder.

Lokale myndigheder og Language Development Agency samarbejder med universiteter og ældre om at registrere ordforråd, grammatik og traditionelle fortællinger. Et eksempel på samarbejde mellem generationer er sprogklubber i weekenden, hvor bedsteforældre underviser børn i folkeeventyr og hverdagssnak sammen med indonesisksprogede ordlister, så eleverne kan bygge bro mellem de to verdener. Denne kombination bevarer det lokale sprog og sikrer samtidig, at alle kan deltage i national uddannelse og service.

Truede sprog og indsats for at bevare dem

Mange mindre sprog er under pres fra migration, blandede ægteskaber og indonesisk dominans på arbejdspladsen og i skolen. Forskere og lokalsamfund vurderer vitaliteten ved hjælp af internationalt inspirerede kriterier som overførsel mellem generationer, antal talere og anvendelsesområder for at prioritere revitalisering.

Language Development Agency støtter dokumentation, ordbøger og skolematerialer og samarbejder med lokalsamfund om revitalisering. Et projekt kan optage de ældres historier, udgive en tosproget pjece og være vært for skoleklasser efter skoletid. Et skridt, som ethvert lokalsamfund kan tage, er at lave enkle billedordbøger på både det lokale sprog og indonesisk til brug i børnehaver og hjem.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er det officielle sprog i Indonesien?

Bahasa Indonesia er det officielle sprog, som det fremgår af forfatningen fra 1945. Det bruger det latinske alfabet og er det fælles sprog for regering, uddannelse, medier og offentlige tjenester i hele landet.

Hvornår blev indonesisk det officielle sprog?

Indonesisk blev bekræftet som det nationale sprog i forfatningen fra 1945 efter uafhængigheden. Ungdomsløftet fra 1928 havde allerede erklæret "indonesisk" som det nationale enhedssprog.

Hvorfor blev indonesisk valgt frem for javanesisk?

Indonesisk tilbød neutralitet på tværs af etniske grupper og var allerede et udbredt lingua franca. Det er også enklere at undervise i sammenlignet med javanesisk, der har hierarkiske sprogniveauer.

Er indonesisk det samme som malajisk?

De deler oprindelse og er stort set gensidigt forståelige. Der er stadig forskelle i stavning, foretrukne låneord og noget ordforråd, men de fleste hverdagssamtaler forstås på tværs af grænserne.

Hvilket sprog taler man i Jakarta?

Indonesisk er det officielle sprog og arbejdssproget i administrationen, på skoler og i erhvervslivet. På gaden bruger folk ofte dagligdags indonesisk, der er påvirket af betawi og andre regionale sprog.

Hvor mange sprog tales der i Indonesien?

Indonesien har mere end 700 sprog. Indonesisk fungerer som det fælles nationale sprog, mens de regionale sprog trives i hjemmene, i kulturen og i de lokale medier.

Hvor stor en procentdel af indoneserne taler indonesisk?

Over 97% rapporterede, at de kunne tale indonesisk i 2020. Mange har lært det som andetsprog gennem skolegang og landsdækkende medier.

Hvad kræver præsidentens forordning nr. 63 fra 2019?

Den kræver indonesisk i offentlige tjenester, skiltning og produktinformation, og den kræver indonesiske versioner af aftaler, der involverer udenlandske parter. Målet er klarhed, adgang og retssikkerhed.

Hvad er de officielle sprog i Brunei, Indonesien og Malaysia?

Bruneis officielle sprog er malaysisk, Indonesiens er indonesisk, og Malaysias er malaysisk. Engelsk bruges også i vid udstrækning i Brunei og i det regionale erhvervsliv og uddannelsessystemet.

Konklusion

Bahasa Indonesia er Indonesiens officielle sprog og limen i det daglige offentlige liv. Med rødder i ungdomsløftet fra 1928 og nedfældet i forfatningen fra 1945 understøtter det regering, skoler, medier, erhvervsliv og offentlige tjenester. Over 97 % af indoneserne kan tale det, hvilket muliggør mobilitet og fælles forståelse på tværs af øerne.

Forordninger som lov nr. 24/2009 og præsidentens forordning nr. 63/2019 sikrer, at dokumenter, skiltning og forbrugeroplysninger er tilgængelige på indonesisk. Samtidig fortsætter hundredvis af regionale sprog i hjemmene, i kunsten og i de lokale medier, hvilket afspejler en rig kulturel mangfoldighed. For rejsende, studerende og fagfolk vil det gøre hverdagens interaktioner nemmere og mere givende at lære grundlæggende indonesiske hilsner og servicesætninger på tværs af øgruppen.