Thailands fertilitetsrate: aktuel TFR, tendenser og udsigt 2024–2025
Thailands fertilitetsrate er faldet langt under reproduktionsniveauet og forbliver en central drivkraft i landets demografiske forandringer. Denne vejledning forklarer den nuværende totale fertilitetsrate, hvordan den måles, og hvorfor den betyder noget for befolkning, økonomi og offentlige tjenester. Den udforsker også tendenser siden 1960'erne, regionale forskelle og erfaringer fra nabolande. Læsere finder hurtige fakta, definitioner og en kort udsigt for 2024–2025.
Hurtigt svar: Thailands nuværende fertilitetsrate (2024–2025)
Thailands totale fertilitetsrate i de seneste år har ligget omkring 1.2–1.3 børn per kvinde, langt under det omtrentlige reproduktionsniveau på 2.1. Tallet er et periodemål, hvilket betyder, at det opsummerer fertiliteten under betingelserne i det aktuelle år i stedet for levendefødte over en bestemt generations livstid. Fordi TFR er aldersstandardiseret, muliggør det sammenligninger over tid og mellem lande, selv når deres aldersstrukturer adskiller sig. Ifølge de seneste opdateringer forbliver fødselstallene historisk lave, og dødsfaldene fortsætter med at overstige fødslerne, hvilket afspejler en hurtigt aldrende befolkning.
Hvad TFR betyder, og hvordan den beregnes
Den totale fertilitetsrate (TFR) er summen af aldersspecifikke fertilitetsrater over en kvindes reproduktive aldre. I praktiske termer beregner statistikere fødselsrater for 5-års aldersgrupper (for eksempel 15–19, 20–24, …, 45–49) og lægger dem sammen. Et enkelt numerisk eksempel: hvis per-kvinde fødselsraterne for aldersgrupperne er 0.05, 0.25, 0.30, 0.25, 0.15 og 0.05, så er TFR 0.05 + 0.25 + 0.30 + 0.25 + 0.15 + 0.05 = 1.05 børn per kvinde. Dette er et "periode"-øjebliksbillede, der svarer på: "Hvad ville det gennemsnitlige antal fødsler være, hvis nutidens aldersspecifikke rater holdt gennem en kvindes liv?"
TFR adskiller sig fra "kohortefertilitet", som opsummerer de faktiske levendefødte for en specifik generation af kvinder født i samme år. Periodisk TFR kan falde, når fødsler forskydes til senere aldre (tempoeffekter), selvom livstidsfødslerne ændrer sig lidt. Fordi TFR standardiserer for aldersstruktur, er det bedre egnet til at sammenligne fertilitetsniveauer på tværs af regioner og år end bruttofødselshyppigheden, som påvirkes af hvor ung eller gammel en befolkning er.
Nøgletal i oversigt (seneste TFR, fødsler, dødsfald, reproduktionsniveau)
Thailands nylige TFR er cirka 1.2–1.3 (seneste interval for 2024–2025), betydeligt under reproduktionsniveauet på omtrent 2.1. I 2022 registrerede civilregistreringen omkring 485.085 fødsler og 550.042 dødsfald, hvilket indikerer negativt naturligt tilvækst. I 2024 udgjorde andelen af personer på 65 år og derover omkring 20.7%, et klart tegn på et aldrende samfund. Uden en vedvarende stigning i fertiliteten eller nettomigration vil befolkningen fortsætte med at ældes og gradvist falde.
Tabellen nedenfor opsummerer stabile fakta, som ofte refereres og som er mindre tilbøjelige til at ændre sig ved rutinemæssige revisioner. Tallene er afrundede og kan blive opdateret, når officielle udgivelser foreligger.
| Indicator | Thailand (latest indicative) | Reference year |
|---|---|---|
| Total fertility rate | 1.2–1.3 children per woman | 2024–2025 |
| Replacement fertility | ≈2.1 children per woman | Concept |
| Births | ≈485,085 | 2022 |
| Deaths | ≈550,042 | 2022 |
| Population aged 65+ | ≈20.7% | 2024 |
Sidst gennemgået: november 2025.
Tendens i oversigt: fra 1960'erne til i dag
Thailands fertilitetsovergang har udfoldet sig over seks årtier og ændret familieomfang, befolkningstilvækst og aldersstruktur. Landet gik fra høj fertilitet i 1960'erne til væsentligt under reproduktionsniveauet i begyndelsen af 1990'erne. Siden da har der ikke været en varig genopblussen, på trods af gentagne diskussioner om incitamenter og familiepolitik. At forstå denne udvikling hjælper med at tolke nutidens meget lave TFR og udsigten for 2020'erne og 2030'erne.
Langsigtet fald og under reproduktionsniveau siden 1990'erne
Thailands TFR faldt kraftigt fra 1960'erne gennem 1980'erne, drevet af frivillige familieplanlægningsprogrammer, stigende uddannelse (især for piger og unge kvinder), urbanisering og forbedret børnedødelighed. Reproduktionsniveauet på cirka 2.1 blev passeret i begyndelsen af 1990'erne, hvilket markerede et strukturelt skift mod mindre familier og senere børnefødsler. I 2000'erne og 2010'erne svingede TFR generelt i intervallet 1.2–1.9, med de seneste år tættere på 1.2–1.5.
Korte milepæle, der ofte nævnes for orientering, inkluderer følgende:
- 1960'erne: omkring 5–6 børn per kvinde
- 1980'erne: faldende mod omkring 3
- Early 1990s: near 2.1 (replacement) and then below
- 2000'erne: cirka 1.6–1.9
- 2010'erne: cirka 1.4–1.6
- 2020'erne: cirka 1.2–1.3
På trods af periodiske politiske initiativer er en vedvarende genopretning ikke materialiseret. Dette stemmer overens med erfaringer i mange avancerede asiatiske økonomier, hvor dybereliggende strukturelle faktorer—bolig, arbejdspres, pasningsdækning og kønsfordelte omsorgsnormer—former fertilitetsadfærden.
Negativt naturligt tilvækst (fødselstal vs dødsfald)
Dødsfald har overstiget fødsler i Thailand siden begyndelsen af 2020'erne, hvilket har skabt negativ naturlig befolkningstilvækst. For eksempel var der i 2022 omkring 485.000 fødsler og omkring 550.000 dødsfald. Denne forskel afspejler meget lav fertilitet sammen med dødelighedsniveauer, der forblev forhøjede under og efter pandemien. Så længe TFR forbliver nær 1.2–1.3 og nettomigrationen er begrænset, vil den samlede befolkning være på vej til at falde.
Aldersstrukturen forstærker ubalancen. Thailand har nu en større kohorte i ældre aldre, så antallet af dødsfald hvert år er højere end i en ung befolkning, selv når aldersspecifikke dødelighedsrater forbedres. Samtidig dæmper mindre kohorter af kvinder i deres mest frugtbare år og udsat familiedannelse begge fødselstallene. Denne kombination forstærker negativ naturlig tilvækst.
Hvorfor fertiliteten er lav i Thailand
Lav fertilitet i Thailand skyldes mange indbyrdes påvirkende kræfter snarere end én enkelt årsag. Økonomiske begrænsninger, skiftende præferencer og institutionelle rammer omkring arbejde og pasning spiller alle roller. Afsnittene nedenfor grupperer de mest citerede drivkræfter i omkostninger og timing, arbejdsplads- og pasningsforhold samt medicinske faktorer.
Omkostninger, karriere og udsat familiedannelse
Stigende leveomkostninger gør det sværere at stifte familie tidligt. Urban bolig kræver større udbetalinger og højere husleje, især i Bangkok og omegn. Udgifter til uddannelse—fra børnehave til universitetsudgifter og privat undervisning—tilføjer de opfattede livstidsomkostninger ved at opfostre børn. Pasning og fritidsordninger kan også være dyre eller svære at få i praktiske lokaliteter.
Samtidig øger flere år i uddannelse og højere arbejdsstyrkedeltagelse alternativomkostningerne ved tidlig børnefødsler. Senere debutalder for parforhold og første fødsel komprimerer de resterende frugtbare år, hvilket mekanisk reducerer det fuldendte familieltal. Kulturelle præferencer ændrer sig også: mange par sigter efter et eller to børn højst, og nogle udsætter på ubestemt tid. Disse valg er rationelle svar på løn, bolig og karriereladder samt forventninger om den tid og energi, det kræver at kombinere arbejde og omsorg.
Arbejdspladsregler, pasning og støttehuller
Tilgængelighed og kvalitet af pasning er ujævnt fordelt på tværs af regioner og kvarterer i store byer. Ventelister og pendlingstider kan være store barrierer, selv når takster er subsidieret. Forældreorlovsregler varierer også efter sektor og ansættelsestype. I Thailand er barselsorlov i den formelle sektor typisk omkring 98 dage, med betalingsordninger delt mellem arbejdsgivere og socialforsikring, hvor det er relevant. Fædreorlov er mere begrænset, især uden for den offentlige sektor, og mange uformelle eller selvstændige arbejdere har ingen lovbestemt dækning.
Arbejdspres betyder også noget. Lange eller ufleksible arbejdstider, sene vagter og weekendarbejde reducerer den tid, forældre kan bruge på omsorg. Praktiske skridt, som arbejdsgivere kan tage, inkluderer fleksible start- og sluttider, forudsigelig planlægning, fjern- eller hybridmuligheder for egnede roller og omsorgsvenlige evalueringskriterier. Komplementære tiltag—pasning på arbejdsstedet eller i partnerskab, familievenligt bolig nær arbejdspladser og fordele der også dækker kontrakt- og gig-arbejdere—kan væsentligt reducere byrden ved at opfostre børn samtidig med arbejde.
Begrænset rolle for medicinsk infertilitet
Medicinsk infertilitet bidrager til lave fertilitetsresultater, men forklarer kun en minoritet af faldet. Et forsigtigt skøn antyder, at omtrent en tiendedel af den samlede mangel kan være forbundet med biologiske faktorer, mens hovedparten afspejler socioøkonomiske drivkræfter som udsat ægteskab, høje omkostninger og begrænset tid til omsorg. Vigtigt er det, at infertilitetens udbredelse ikke er det samme som nationale fertilitetsniveauer: et land kan have stabile infertilitetsrater og alligevel opleve faldende TFR på grund af senere og færre partnerskaber.
Assisterede reproduktionsteknologier (ART) kan hjælpe nogle familier med at opnå ønskede fødsler, men de kan ikke fuldt ud opveje demografiske modvinde som senere børnefødsler, lavere ægteskabsrater og de høje alternativomkostninger, der er diskuteret ovenfor. Aldersrelateret fald i frugtbarhed bliver også mere betydende, når første fødsel flyttes ind i trediverne, hvilket forstærker tempoeffekter på periodisk TFR.
Regionale og demografiske mønstre
Fertiliteten i Thailand varierer på tværs af geografi og befolkningsgrupper. Metropolområder viser nogle af de laveste niveauer, på grund af boligbegrænsninger, høje omkostninger og intens arbejdsskema. Landdistrikter har typisk højere fertilitet end bycentre, men har også oplevet langsigtede fald. Intern migration fra landdistrikterne til Bangkok og andre byer flytter fødsler på tværs af regioner og ændrer lokale aldersstrukturer, hvilket igen påvirker efterspørgslen efter lokale tjenester.
By vs land forskelle
Bangkok og større bycentre viser ofte meget lav TFR efter nationale standarder. Boligbegrænsninger, pendling og jobstruktur spiller en rolle. Inden for byer betyder intra-urbane forskelle noget: centrale distrikter har typisk færre familier med små børn end forstadsområder, hvor større boliger og flere skoler er tilgængelige. Dog har selv forstadsfertiliteten været faldende over tid.
Landdistrikter bevarer typisk en lidt højere fertilitet, men fortsætter med at falde, efterhånden som uddannelse udbredes og unge voksne flytter for arbejde. Officielle estimater udjævner nogle gange sæsonmæssige eller migratoriske effekter, så kortsigtede ændringer i registreringsdata muligvis ikke fanger den fulde dynamik af, hvor fødsler finder sted versus hvor forældrene bor. Over tid kan disse skift tømme nogle landlige samfund for beboere og koncentrere unge familier i peri-urbane bælter.
Provinsvariation (Yala-undtagelsen)
Nogle sydlige provinser, særligt Yala, rapporterer TFR nær eller over reproduktionsniveauet sammenlignet med landsgennemsnittet. Indikative tal for Yala ligger ofte i området omkring 2.2–2.3 børn per kvinde, afhængig af referencenår og kilde. Kulturelle og religiøse praksisser, større husstandstrukturer og lokale økonomiske mønstre bidrager til højere paritet i disse områder relativt til Bangkok eller den centrale region.
Datakilder og metoder betyder noget for provinsielle sammenligninger. Mange provinsielle TFR-tal er afledt af civilregistrering, mens nogle undersøgelser giver alternative estimater. Sene registreringer, stikprøvevariation og forskellige referenceperioder kan ændre rangordninger fra år til år. Ved sammenligning af provinser er det bedst at tjekke, om tallene er registreringsbaserede eller undersøgelsesbaserede, og at bemærke dækningen af året.
Internationale sammenligninger
At sætte Thailand ved siden af regionale jævnbyrdige hjælper med at sætte tallet 1.2–1.3 i perspektiv og hvilke politikmix der kan være relevante. Thailands TFR ligner Japans, er højere end Koreas og lavere end Malaysias. Singapore ligger også på meget lave niveauer. Selvom hvert lands institutioner og normer er forskellige, har erfaringer med pasning, bolig, arbejdsmæssig fleksibilitet og ligestilling mellem kønnene bred relevans for at støtte familiedannelse.
Thailand vs Japan, Korea, Singapore, Malaysia
Tabellen nedenfor giver indikative intervaller for nyere TFR i udvalgte økonomier. Tallene er afrundede og afhænger af de senest tilgængelige publikationer; de kan blive revideret, når hvert land opdaterer sine statistikker. Intervaller bruges i stedet for enkeltårs-punkter for at afspejle normale datarevisioner.
| Economy | Indicative TFR (latest range) | Approx. reference |
|---|---|---|
| Thailand | 1.2–1.3 | 2024–2025 |
| Japan | ≈1.2–1.3 | 2023–2024 |
| Republic of Korea | ≈0.7 | 2023–2024 |
| Singapore | ≈1.0 | 2023–2024 |
| Malaysia | ≈1.6–1.8 | 2021–2023 |
Politiske mix varierer meget. Sammenlignet med jævnbyrdige er Thailands formelle pasningsdækning, omfanget af betalt orlov for fædre og boligstøtte målrettet unge familier områder i udvikling. Malaysias højere TFR afspejler en anden demografisk struktur og politisk kontekst, mens Koreas ekstremt lave TFR understreger begrænsningerne ved kontante incitamenter uden brede arbejd-og-omsorgsreformer.
Lektioner fra Østasien
Beviser fra Japan, Korea og Singapore antyder, at kontante bonusser alene har beskedne og kortvarige effekter på fødselstallene. Mere holdbare resultater kommer fra integrerede tilgange: pålidelig pasning fra spædbarnsalderen til skolealderen, længere og bedre betalt forældreorlov for begge forældre, fleksible arbejdsordninger og boligpolitikker, der reducerer omkostninger for førstegangsfamilier.
Konsekvens over flere år betyder noget. Familier reagerer på troværdige, forudsigelige systemer fremfor enkeltstående programmer. Fremskridt i ligestilling mellem kønnene—på arbejdspladsen og i omsorgen—korrelerer med højere fertilitetsintentioner og bedre overensstemmelse mellem ønsket og realiseret familielængde. Sociale normer ændrer sig dog langsomt; vedvarende indsats er nødvendig for at indsnævre kløften mellem intentioner og resultater.
Fremskrivninger og konsekvenser
Fremskrivninger peger på fortsat aldring af befolkningen og et faldende andel af arbejdsdygtige, medmindre fertiliteten stiger eller immigrationen udvides. Disse ændringer vil påvirke offentlige finanser, arbejdsmarkedet og lokalsamfundslivet. Følgende afsnit opsummerer demografiske milepæle og de økonomiske implikationer, som politikere, arbejdsgivere og husholdninger vil skulle navigere i 2020'erne og 2030'erne.
Aldringsmilepæle og forsørgelsesforhold
Ifølge de nuværende baner forventes landet at blive super‑aldrende omkring begyndelsen af 2030'erne, med cirka 28% på 65+. Disse milepæle ændrer efterspørgslen efter sundhedspleje, langtidspleje og lokalsamfundstjenester og ændrer samtidig balancen mellem bidragydere og modtagere i sociale programmer.
Old-age support ratio defineres almindeligvis som antallet af personer i den arbejdsdygtige alder (for eksempel 20–64) per person på 65 år og derover. Efterhånden som fertiliteten forbliver lav og kohorterne ældes, falder forsørgelsesforholdet og signalerer højere økonomiske og omsorgsmæssige byrder på hver arbejder. At fastlægge tidslinjer kan hjælpe med planlægning: aldrende samfund (≈14% 65+) nået tidligere i 2020'erne, omkring 20.7% 65+ i 2024, og super‑aldrende (≈21% 65+) forløbmodigt for begyndelsen af 2030'erne, hvor andelen nærmer sig det sene 20'ere på procentskalaen dengang.
Økonomiske, finansielle og arbejdsmarkedsmæssige effekter
Meget lav fertilitet reducerer tilførslen af unge arbejdstagere og bremser arbejdskraftens vækst og potentiale for output, medmindre produktiviteten stiger. Aldring øger udgiftspresset til pensioner, sundhed og langtidspleje.
Svar inkluderer opgradering af færdigheder via erhvervs- og videregående uddannelser, udvidet efteruddannelse i midtkarrieren og opmuntring til senere men fleksible tilbagetrækningsmuligheder. Teknologi og automatisering kan øge produktiviteten i logistik, fremstilling og tjenestetidsplanlægning. Velstyret migration kan udfylde svært bemandede roller samtidig med at støtte vækst. Tilsammen kan disse tiltag opretholde levestandarden, selv når befolkningstilvæksten aftager eller går i negativ retning.
Metodologi og definitioner
Forståelse af, hvordan fertilitet måles, gør sammenligninger klarere og guider ansvarlig brug af tal i offentlig debat. Begreberne nedenfor præciserer forskellen mellem total fertilitetsrate og bruttofødselshyppighed, hvad reproduktionsfertilitet betyder, og hvordan data samles og revideres.
Total fertilitetsrate vs bruttofødselshyppighed
TFR måler det gennemsnitlige antal børn, en kvinde ville få, hvis hun oplevede de nuværende aldersspecifikke fødselsrater gennem sine reproduktive år. Det er aldersstandardiseret og derfor egnet til at sammenligne fertilitetsniveauer på tværs af steder og over tid. Til sammenligning er bruttofødselshyppigheden (CBR) antallet af levende fødsler per 1.000 indbyggere på et år, hvilket er stærkt påvirket af aldersstrukturen.
En enkel kontrast hjælper. Antag et land registrerer 500.000 fødsler med en befolkning på 70 millioner: dets CBR er omkring 7.1 per 1.000. Hvis dets aldersspecifikke fertilitetsrater over seks 5-års bånd summerer til 1.25, så er TFR 1.25 børn per kvinde. En ung befolkning kan have høj CBR, selvom TFR er moderat, mens en ældre befolkning kan have lav CBR med samme TFR, fordi der er færre kvinder i fødedygtig alder.
Reproduktionsfertilitet og hvorfor 2.1 betyder noget
Reproduktionsfertilitet er det niveau af TFR, som over lang tid og uden migration ville holde befolkningsstørrelsen stabil. I lavdødelighedsindstillinger er dette omtrent 2.1 børn per kvinde, hvilket tillader for børnedødelighed og fødselssaldi. Den præcise værdi varierer lidt med dødelighedsforhold og kønsforhold ved fødsel, så den bør behandles som et omtrentligt pejlemærke fremfor et præcist mål.
Thailand har ligget under reproduktionsniveauet siden begyndelsen af 1990'erne. Over tid reducerer det at være under reproduktionsniveauet befolkningsmomentet, øger andelen af ældre voksne og forøger ældreafhængighedsbyrden, medmindre det opvejes af højere fertilitet eller immigration. Jo længere meget lav fertilitet varer, desto sværere bliver det at vende demografisk aldring hurtigt.
Datakilder og målenoter
Vigtige kilder omfatter Thailands civilregistrering og vitalstatistik, nationale statistikudgivelser og internationale databaser, der harmoniserer serier for sammenlignelighed. Foreløbige tal revideres, efterhånden som sene registreringer indløber, og administrative opdateringer behandles; kortsigtede ændringer bør tolkes med forsigtighed, især for nylige måneder eller kvartaler.
Typiske forsinkelser mellem et referencenår og færdiggjorte data kan variere fra flere måneder til mere end et år. Provinsielle registre baseret på registrering kan afvige fra undersøgelsesbaserede estimater på grund af dækning, timing og stikprøvevariation. Periodisk TFR kan også blive påvirket af timing af fødsler (tempoeffekter), så tempojusterede indikatorer kan give supplerende indsigt, når de er tilgængelige.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er reproduktionsfertilitetsraten, og hvordan sammenligner Thailand i dag?
Reproduktionsfertilitetsraten er omkring 2.1 børn per kvinde. Thailands TFR ligger omkring 1.2–1.3 i de seneste år, altså langt under reproduktionsniveauet. Denne kløft har bestået siden begyndelsen af 1990'erne og ligger til grund for befolkningsaldring og -nedgang.
Hvor mange fødsler og dødsfald registrerede Thailand for nylig (2022–2024)?
I 2022 registrerede Thailand omkring 485.085 fødsler og 550.042 dødsfald, hvilket indikerer negativ naturlig vækst. Efterfølgende år har fortsat med meget lave fødselstal, hvor dødsfaldene overstiger fødslerne. Dette mønster peger på en fortsat befolkningsnedgang uden nettomigration.
Hvornår bliver Thailand et super‑aldrende samfund, og hvad betyder det?
Thailand blev et fuldt aldrende samfund i 2024 med omkring 20.7% på 65 år eller derover. Det forventes at nå super‑aldrende status omkring 2033 med cirka 28% på 65+. Super‑aldrende betyder, at mindst 21% af befolkningen er 65 år eller ældre.
Kan økonomiske incitamenter alene hæve Thailands fertilitet til reproduktionsniveau?
Nej. Erfaringer fra Japan, Korea og Singapore viser, at kontante ydelser alene ikke genskaber reproduktionsfertiliteten. Integrerede reformer inden for pasning, bolig, arbejdsmæssig fleksibilitet, ligestilling og sociale normer er nødvendige for en vedvarende effekt.
Hvor meget bidrager medicinsk infertilitet til Thailands lave fødselstal?
Medicinsk infertilitet forklarer kun en lille andel, omkring 10%, af det samlede fald. Socioøkonomiske faktorer—omkostninger, karriere, udsat ægteskab og begrænset pasning—er de primære drivkræfter bag lav fertilitet i Thailand.
Hvad er forskellen mellem total fertilitetsrate og bruttofødselshyppighed?
Total fertilitetsrate (TFR) anslår det gennemsnitlige antal børn, en kvinde ville få i løbet af sit liv. Bruttofødselshyppigheden er antallet af levende fødsler per 1.000 indbyggere på et år. TFR måler fertilitetsniveauer; bruttofødselshyppigheden afspejler også befolkningsstrukturen.
Konklusion og næste skridt
Thailands totale fertilitetsrate har stabiliseret sig på meget lave niveauer omkring 1.2–1.3, med dødsfald der overstiger fødsler og accelererende aldring. Langsigtede tendenser afspejler strukturelle kræfter: højere omkostninger, udsat familiedannelse, arbejdspres og ujævn pasningsadgang. Regional variation fortsætter, med nogle sydlige provinser over landsgennemsnittet, men ikke nok til at ændre det nationale billede. Fremadrettet vil en kombination af brede familiestøtter, produktivitetsvækst og velstyret migration forme, hvordan Thailand tilpasser sig en ældre, mindre befolkning.
Vælg område
Your Nearby Location
Your Favorite
Post content
All posting is Free of charge and registration is Not required.